Blog

Min historie

Mad og kroppen har altid været et problem i mit liv. Fra barnsben blev jeg lært at min ideelle krop var når jeg sugede maven ind – så kunne jeg ligne de andre børn. Jeg var ikke med i køkkenet til at lave mad og jeg havde hellere ikke interesse i at lære om mad. Mad var jo bare alt det jeg aldrig måtte få. Da jeg flyttede hjemmefra og skulle stå for egen madlavning, blev det for alvor synligt hvor meget jeg manglende faste ramme og en måltidsstruktur. Jeg havde endeløse regler for hvad og hvor meget der var godt at spise. Jeg trænede 4-5 dage om ugen og havde rigide regler om træningsmængderne også. Kombineret med alt for lidt mad og mad jeg egentlig ikke gad at vise (mine madkundskaber var ikke eksisterende), endte jeg i overspisning alt for mange gange.

Efter nok tid med kontroltab efter overspisninger (som jeg faktisk ikke helt vidste var en overspisning, men føltes bare som en fisko), købte jeg en kostplan hos en coach.

Jeg lærte at spise regelmæssigt. Jeg lærte at min krop har brug for mad når den skal træne. Jeg lærte at kombinere grøntsager i mine måltider. På mange måder lærte jeg utrolig meget godt fra kostplanen.

Indtil det blev til et madfængsel. På trods af at jeg fungerede utrolig godt på en plan med regler og faste rammer, så havde jeg enormt svært ved at leve livet også. Det var enorm svært at være spontan med venner og mødes, da det stressede mig i forhold til mad (og træning). Hvad skulle jeg så spise?
Jeg stoppede med at drikke alkohol, fordi jeg ikke måtte pga. kostplanen men jeg gad jo hellere ikke, fordi jeg følte jeg var stærkere, desto længere tid jeg afholdt mig fra alt. Familiearrangementer blev ikke-eksisterende. Kunne jeg ikke selv bestemme maden, ville jeg konsekvent ende med at overspise til måltidet eller når jeg kom hjem. Og dagene efter.

Formålet med min træning var udelukkende at forbrænde kalorier og at fjerne den ubehagelige kropslig følelse, der kommer efter en overspisning. Jeg kompenserende for at spise, med mere mad og det blev en farlig cirkel.

Efter to år på kostplanen sagde jeg stop. Jeg var nedbrudt mentalt og fysisk kunne jeg ikke tabe mig yderligere. Jeg var alt for stresset og min krop sagde STOP. Jeg troede at livet efter kostplanen ville være nem. Jeg ville bare spise det samme som før men med mere af det jeg kunne lide.

Gulerodspizza på en bund lavet af hytteost, havregryn og HUSK. Kan IKKE anbefales.

Det viste sig at være langt fra virkeligheden. Årene efter var præget af ugentlige overspisninger, kompenserende træninger og meget lav selvværd. Det var enorm svært at holde på mine relationer, fordi tankerne om mad og træning fyldte alt. Omkring dette tidspunkt fik overspisning og de negative konsekvenser af en kostplan, fokus i medierne. Jeg lærte hvorfor jeg havde det som jeg havde og hvordan jeg kunne hjælpe mig selv. Da jeg følte at jeg havde styr på det (færre overspisninger, normaliseret forhold til mad) gik jeg til en kostvejleder, for at få hjælp til det sidste. Nok kunne jeg læse så meget, men jeg havde brug for et perspektiv ude fra og en der kunne presse mig. Glæden med træning kom da jeg skiftede fokus fra kalorier og på hvad min krop faktisk kan. Jeg endte med at blive utrolig glad for styrketræning og har dyrket det lige siden.

Det har ikke været en snorlige vej. Det er vejen aldrig. Men det er dét værd. Livet skal ikke leves med tankemylder om mad og træning 24/7. Det har jeg selv prøvet. Det fjerner fokus fra selve livet og ofte ender man med at være drænet for livsmod. På vejen skar jeg mange venner og veninder fra, fordi de ikke ”passede” ind i mit liv – det mad/træningsforstyrret liv. Det var en kæmpe fejl. Det kan jeg ikke lave om på i dag. Men jeg kan hjælpe andre til at I ikke begår samme fejl som mig.